HVALPETRÆF 2004 !

 

Den 14. november 2004, var dagen, hvor vi havde inviteret til hvalpetræf! Det blev afholdt oppe hos Kathrine & Steen på deres vidunderlige gård oppe ved Nejede i Nordsjælland - tusinde tak til dem for at lægge hus, marker og en masse arbejde i at få arrangementet på benene.

Det var så dejligt at se hvalpene igen. Desværre kunne ikke alle komme, men det er jo altid svært at finde en dato som passer alle. Hele 6 ud af de 10 hvalpe fra Rainbows sommerkuld kom, dertil kom også Kathrine & Steens dejlige Islandske Fårehund, Snarti samt en masse nysgerrige heste! Snarti var pragtfuld - trods hans værdige status som 4 år gammel hanhund var han den sødeste legekammerat for hvalpene! Vi havde taget Dixie (Rainbows datter fra sidste år) og Rainbow med, og Dixie nød at tumle rundt med hendes små kammerater fra i sommer. Rainbow foretrak en mere tilbagelænet rolle, hvor hun vist ikke mente at have ansvaret for alle disse hvalpe - det måtte da være andres opgave synes hun :o)

Dagen gik med leg, gåtur i skoven, kaffe og kage og efterfulgt af en introduktion til klikkertræning samt lidt praktisk træning. Den dygtige instruktør var Bitta Wöhliche og øvelsen hed at lære din hund at sige "Ulrik nede i en spand"!

Zarko havde desværre været ude for et grimt uheld og kunne derfor ikke deltage på samme niveau som hans søskende. Heldigvis var han og hans familie dog alligevel kommet. Det var dejligt og det er vi taknemmelige for - vi krydser alle fingre for en hurtig kommen tilbage til tidligere form, så Zarko til næste gang kan være med på lige pote med de andre!

Tak til alle fordi I kom! Vi håber at kunne gentage en samling af flokken igen en anden gang. Bitta nævnte noget om måske at kunne komme ned og lade hvalpene forsøge at hyrde på hendes får til næste år, når læmmesæsonen er overstået og de små har fået en vis størrelse. Det kunne være sjovt, så det forsøger vi at arbejde på!

Mange knus,

Britt & Kurtis

                                         

 

Home

Copyright: Dreamcatcher's Aussies, Britt Siegstad 

Last updated: 27. March 2007